Personaleudgifterne i den engelske storklub Manchester United er steget med 12,9 procent på et år.
Den engelske storklub Manchester United har i regnskabsårets tredje kvartal brugt 12,9 procent flere penge på lønninger end i samme periode sidste år.
Det fremgår af klubbens kvartalsregnskab, der blev præsenteret torsdag.
Klubben har brugt 84,8 millioner pund på personaleudgifter i kvartalet, hvilket svarer til cirka 730 millioner kroner. Det er cirka 85 millioner kroner mere end i samme periode sidste år.
Årsagen til stigningen skal primært findes i investeringer i klubbens spillertrup, oplyser Manchester United.
Det er dog ikke meget, klubben har fået ud af investeringerne. For et år siden sluttede klubben på andenpladsen i Premier League, mens holdet i den netop afsluttede sæson indsamlede 15 point færre og blev nummer seks.
I december fyrede klubben manager José Mourinho. De øgede personaleudgifter i den forbindelse blev allerede talt med i kvartalsregnskabet for andet kvartal og påvirker således ikke klubbens generelt øgede udgifter til personale.