Et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune besluttede torsdag at indstille til kommunalbestyrelsen, at der skal bygges et nyt stadion til den nedrykningstruede superligaklub Lyngby Boldklub.
Det nye stadion skal leve op til Dansk Boldspil-Unions (DBU) stadionkrav.
Dermed kan Lyngby Boldklub være kommet et skridt tættere på at få sin superligalicens tilbage, efter at DBU for nylig fratog klubben licensen for den kommende sæson.
- Det er en historisk beslutning, udvalget har taget om, at vi omsider kommer i gang med en længe tiltrængt forbedring af idrætsforholdene på stadion.
- Først og fremmest for breddeidrætten, men også et helt nyt, omend beskedent, superligastadion, siger formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Dorete Dandanell (SF), til klubbens hjemmeside.
Først skal beslutningen behandles i Økonomiudvalget 15. maj og til sidst i Kommunalbestyrelsen, som mødes næste gang 21. maj.
/ritzau/