De danske bordtennisherrer slog Ungarn med 3-2 ved VM for hold. Michael Maze var med i sejren, efter at hofteproblemer havde holdt ham ude af åbningskampen.
Michael Maze og Allan Bentsen var med for det danske bordtennislandshold, der mandag rejste sig efter søndagens nederlag til Tyskland med en sejr på 3-2 over Ungarn.
Efter at holdkammeraten Finn Tugwell havde lagt ud med at tabe sin første duel, så tog Bentsen og Maze en sejr hver, hvilket bragte danskerne foran med 2-1.
De ungarske modstandere fik dog udlignet til 2-2, da Allan Bentsen tabte et tæt opgør til Daniel Kosiba, der også var den ungarske spiller, som slog Tugwell.
Netop Tugwell sørgede til sidst for sejren med en sikker sejr.
Michael Maze og Allan Bentsen var ikke med i danskernes første gruppekamp mod Tyskland på grund af skader. Maze meldte fra med hofteproblemer, mens Bentsen var plaget af en forstrækning.
Danmark møder de kommende dage Japan, Spanien og Kroatien i de sidste gruppekampe ved stævnet, der spilles i Moskva.
/ritzau/