Michael Rasmussen fik sin første sejr for Christina Watches-Onfone, da han vandt en etape af Serbien Rundt.
Den danske cykelrytter Michael Rasmussen sejrede onsdag på tredje etape af cykelløbet Serbien Rundt.
Den 37-årige veteran vandt etapen, der blev kørt i bjergterræn, og Michael Rasmussen hentede dermed sin første sejr for Christina Watches-Onfone-holdet.
- Det var sgu dejligt at sejre og vise, at jeg stadig kan køre på cykel, siger Michael Rasmussen til eb.dk.
- Det er sjovt, når de andre på holdet vinder, men det er nu en gang sjovere selv at gøre det. Så meget sportsmand er jeg trods alt, siger Michael Rasmussen.
Danskerens sejr kom i stand, selv om han styrtede på en nedkørsel på etapen.
- Jeg troede egentlig, jeg slap fri af styrtene, men pludselig blev jeg ramt af en cykel fra venstre, og så røg jeg ned.
- Jeg slog mig faktisk ret voldsomt, og et kort øjeblik havde jeg så ondt af mig selv, at jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen, siger Michael Rasmussen.
Danskeren er nummer to i det samlede klassement.
/ritzau/