Chelsea fortsætter oprustningen til den nye sæson. Klubben oplyser på sin hjemmeside, at den henter den 32-årige angriber Samuel Eto'o. Det sker på en etårig kontrakt.
Han skifter fra den russiske klub Anzhi Makhachkala, hvor han har spillet fra 2011. Her nåede han at score 25 mål.
- Jeg er meget glad for at være her, og jeg håber at komme til at spille så hurtigt som muligt.
- Det var ikke nogen svær beslutning. Jeg kender alle Chelseas kvaliteter, og jeg har før været glad for José Mourinho, så da muligheden kom, var jeg glad for at gribe den, siger Samuel Eto'o.
Han arbejdede sammen med José Mourinho i Inter, hvor de sammen vandt Champions League i 2009/2010.
Samuel Etoo havde sin storhedstid i Barcelona i perioden 2004-2009, hvor han scorede 108 mål i 145 kampe.
Paradoksalt nok begyndte han sin europæiske karriere i Real Madrid, men faldt aldrig ind på holdet, og via en række spanske mellemstationer endte han i Barcelona.
Etoo har også været en målfarlig herre for Camerouns landshold, hvor han har lavet 55 mål i 112 kampe. Han er samtidig den mest scorende spiller i African Cup of Nations.
Han er blevet kåret til årets afrikanske spiller fire gange.
/ritzau/