Bayern München er uden sejr i to Bundesliga-kampe i træk efter et overraskende nederlag til Hertha Berlin.
Bayern Münchens anfører, den 32-årige målmand Manuel Neuer, er bekymret over det tyske storholds manglende skarphed i offensiven.
Det siger han efter et overraskende 0-2-nederlag fredag til Hertha Berlin på udebane i den bedste tyske fodboldrække, Bundesligaen.
- Vi manglede nogle små ting, og det gjorde en stor forskel.
- Vores manglende evne til at gøre arbejdet færdigt ved vores chancer er et stort emne for os. Vi bliver nødt til at score på chancerne, og det gjorde vi igen ikke, lyder det fra Bayern-anføreren.
Det var første gang i ni år, at Hertha Berlin besejrede Bayern.
De forsvarende tyske mestre er nu uden sejr i de to seneste Bundesliga-kampe. Før fredagens nederlag blev det til 1-1 hjemme mod Augsburg.
Bayern ligger stadig på førstepladsen i Bundesligaen side om side med netop Hertha Berlin. Begge klubber har 13 point efter seks kampe.
Borussia Dortmund og Werder Bremen kan dog begge spille sig op på 14 point med sejre i denne runde. Ingen af de to hold har tabt i ligaen endnu.
Bayerns træner, Niko Kovac, havde foretaget fem ændringer i forhold til kampen mod Augsburg. Jérôme Boateng, Thiago, James Rodríguez, Franck Ribery og Robert Lewandowski var således alle tilbage i startopstillingen.
Men det lykkedes altså ikke for stjernerne at bryde igennem Hertha Berlin-forsvaret eller at score på deres chancer.
Niko Kovac mener især, at gæsterne lavede for mange fejl i første halvleg.
- Vi bør ikke begynde at tale dårligt om det hele nu. Men enhver, der kender Bayern, ved, at vi ikke er tilfredse med sådan noget, siger Kovac.
Bayern München har vundet Bundesligaen de seneste seks sæsoner.