Nykøbing FC spillede 0-0 ude mod Viborg FF
VIBORG 0-0. Det blev søndag eftermiddag resultatet mellem Nykøbing FC og Viborg FF på Energi Viborg Arena i sæsonpremieren i 1. division.
Begge hold havde deres perioder med overtag i kampen, men hjemmeholdet havde flest og var farligst. Midtjyderne var særligt i første halvleg farlige i luftrummet, hvor angriber Andreas Albers havde flere gode hovedstødsafslutninger.
Nykøbing FC havde omvendt svært ved at spille angrebene færdige og få afsluttet. Tættest på en scoring var falstringerne, da Jakob Bonde midt i anden halvleg knaldede til bolden udenfor midtjydernes felt, men måtte se skuddet reddet af målmanden.
Viborg FF har som målsætning at rykke op efter denne sæson og regnes blandt favoritterne.