Golfspillerne Anders Hansen og Jeppe Huldahl udspillede lørdag vinderchancerne ved KLM Open.
I de seneste to uger har Thomas Bjørn med to triumfer på European Tour sørget for, at Danmark har fået en masse omtale i hele sportsverdenen.
Men det bliver næppe til en tredje dansk golfsejr i træk, da både Anders Hansen og Jeppe Huldahl lørdag spillede sig ud af topstriden i tredje runde af KLM Open i hollandske Hilversum.
Inden tredje runde lå begge danskere på en delt 12.-plads, men med runder i 72 slag - to over banens par - er danskerne inden søndagens sidste runde blot på en delt 33.-plads.
Her er de hele otte slag efter de to førende spillere, sydafrikanske James Kingston og skotten Gary Orr.
Den tredje dansker i finalerunderne, Thomas Nørret, skuffede ligeledes med en runde i 73 slag og er nu delt nummer 68.
Thomas Bjørn holder turneringsfri i denne uge efter sine to sejre i træk i Skotland og Schweiz.
/ritzau/