Stefano Garzelli var bedst til at køre opad, da deltagerne i Giro d'Italia blev budt på en kort, men hård enkeltstart på 16. etape.
Stefano Garzelli sørgede for endnu en italiensk etapesejr, da rytteren fra Acqua & Sapone vandt 16. etape af Giro d'Italia.
Med Garzellis sejr har de seneste fem etaper haft en italiensk vinder.
Det var en yderst kort, men hård etape, som Garzelli og det øvrige felt havde fået til opgave at forcere. Tirsdagens menu bød således på to stigninger fordelt på 12,9 kilometer.
Den opgave klarede Garzelli bedst, selv om han efter de første 7,6 kilometer var 12 sekunder efter australske Cadel Evans. Italieneren satte dog et så højt tempo på den sidste bjergtop, at han endte som vinder.
I den samlede stilling fører spanske David Arroyo Duran fortsat, mens Ivan Basso overtog andenpladsen fra Team Saxo Banks Richie Porte.
/ritzau/