Søndagens opgør mellem Real Mallorca og Granada blev afbrudt, da en linjedommer blev ramt af en paraply.
La Liga-kampen mellem Granada og Real Mallorca blev søndag afbrudt af dommeren, da hans linjedommer blev ramt af en flyvende paraply fra en tilskuer på tribunen.
Granada førte kampen 2-1, da episoden fandt sted, og kampen blev aflyst umiddelbart efter i det 60. minut på Los Carmenes stadion i Grenada.
Billeder i de lokale medier viser, at linjedommeren fik et mindre sår på kinden fra den flyvende paraply. Da dommeren så sin kollega, valgte han straks at afbryde kampen.
Hjemmeholdet havde netop bragt sig foran 2-1 på et mål af Carlos Martins, da linjedommeren blev ramt.
Manden, der kastede paraplyen, blev identificeret og straks efter fanget af politiet, skriver spanske medier.
Det spanske fodboldforbund skal nu afgøre, hvilken straf Granada skal have for den uheldige episode på Los Carmenes stadion.
Begge klubber er hårdt pressede i øjeblikket. Granada ligger nummer 19 og under nedrykningsstregen i La Liga med ni point, mens Michael Laudrups tidligere klub Mallorca ligger nummer 16 med kun 10 point.
/ritzau/