Premier League-klubben Sunderland har fundet sin nye manager.
Den 45-årige Gustavo Poyet skal være manager i klubben i de næste to sæsoner. Det meddeler klubben tirsdag.
Gustavo Poyet, som stammer fra Uruguay, har selv spillet i Chelsea og Tottenham, og han blev senest fyret som manager i Brighton fra den næstbedste række i juni.
Sunderland fyrede i september sin daværende manager, Paolo di Canio, efter kedelig indledning på sæsonen. Klubben havde på det tidspunkt kun et point i fem kampe.
Siden er det blevet til yderligere to kampe uden point i Premier League, hvor Kevin Ball midlertidigt har haft ansvaret for holdet.
/ritzau/