Nikolaj Markussen er blevet tilbudt mere end en million kroner for at skifte Danmark ud og stille op for Qatar
Den danske landsholdsspiller i håndbold Nikolaj Markussen er blevet tilbudt mere end en million kroner for at kvitte Danmark og stille op for Qatar.
Det fortæller den høje superskytte fra Atlético Madrid til sporten.tv2.dk.
- Det er nogen, der har en masse penge, som gerne vil købe sig til et landshold, og så får man et tilbud, om man vil tage imod en masse penge.
- Jeg skulle have droppet de rød-hvide farver, men det kunne jeg simpelthen ikke, siger Nikolaj Markussen.
Årsagen til det opsigtvækkende tilbud er, at Qatar i 2015 er vært for VM i håndbold.
Hvis Qatar allerede nu kunne få en aftale i stand med den 2,11 meter høje venstreback, så ville han være spilleberettiget til VM om tre år.
Ifølge det internationale håndboldforbunds (IHF) regler så kan en spiller nemlig skifte landsholdstrøjen ud med en anden landsholdstrøje, hvis han ikke har spillet en officiel landskamp i tre år.
For Nikolaj Markussens vedkommende ville det betyde, at han skulle droppe det forestående EM i Serbien.
/ritzau/