Det er nu kun mindre detaljer, der skal afklares, inden Christian Poulsen bliver præsenteret som ny Liverpool-spiller, fortæller hans rådgiver.
Det er kun et spørgsmål om dage, før Christian Poulsen skifter fra italienske Juventus til engelske Liverpool. Det vurderer den danske landsholdsspillers rådgiver, Jørn Bonnesen.
- Det her kommer ikke til at tage mere end en uges tid, før der er en afklaring. Mon ikke det bliver i starten af næste uge, siger Jørn Bonnesen til Ekstra Bladet.
I Liverpool kan Christian Poulsen - ud over at blive holdkammerat med danske Daniel Agger - blive genforenet med Roy Hodgson, som var Poulsens træner i FC København, da holdet vandt mesterskabet i 2001.
Danskeren fik sit gennembrud under Hodgson og blev året efter solgt til den tyske Bundesliga-klub Schalke 04. Og de to herrers fælles fortid har stor betydning for et skifte til Liverpool, siger Christian Poulsens rådgiver.
- Christian Poulsen er Roys mand. Han er udset af Roy Hodgson til at spille den defensive midtbaneplads i Liverpool, siger Jørn Bonnesen til Ekstra Bladet.
Argentinske Javier Mascherano har for nylig meddelt manager Roy Hodgson, at han ikke ønsker at fortsætte karrieren i Liverpool, og det er netop Mascherano, som Christian Poulsen er udset til at erstatte.
/ritzau/