Trods et forår uden nederlag kan Randers blive tvunget til at slå Brøndby i sidste runde for at forblive i SAS Ligaen. Men det gør de også, tror spillerne.
Med 3-1-sejren over OB i Odense er Randers FC snublende tæt på at gøre det, der længe havde lignet en umulighed: At redde livet i den bedste fodboldrække. Noget af en præstation af et hold, der blot hentede fire point i sæsonens første 16 kampe.
Her 16 kampe senere viser pointtavlen 40, holdet er over nedrykningsstregen og har ikke tabt siden november. Men Randers kan stadig smide det hele på gulvet, hvis holdet taber mod Brøndby på søndag og AGF samtidig slår OB.
Det tror ingen Randers-spillere dog sker.
- Jeg forventer klart, at vi gør arbejdet færdigt. Vi har haft dette pres hængende på os hele foråret, så det bliver ikke anderledes på søndag. Jeg tror, det bliver en sjov kamp, siger Mikkel Beckmann.
Det tror OB-kampens første målscorer, Søren Berg, også. At Brøndby viser god form mod slutningen af sæsonen, generer ikke et Randers-hold fyldt med selvtillid.
- Vi er helt ligeglade med, hvem vi skal møde. Det har vi været nødt til at være, for vi har været tvunget til at få point, uanset hvem vi har været oppe imod, siger Søren Berg.
Han tør ikke tænke på, hvad der sker, hvis det alligevel ender med en nedrykning.
- Det vil næsten være for ondt, siger Søren Berg.
/ritzau/