Gonzalo Higuain scorede et hattrick, da Real Madrid vandt med 4-0 over Barcelona-klubben Espanyol.
Real Madrid kunne søndag rejse hjem fra Barcelona med en sejr på 4-0. Desværre for Cristiano Ronaldo og holdkammeraterne var det ikke de forsvarende mestre fra FC Barcelona, der blev slået, men Espanyol.
Gonzalo Higuain leverede et hattrick i sejren, der sender madrilenerne op på tredjepladsen i Primera Division - et point efter Barcelona og Levante.
Higuain bragte gæsterne foran efter et kvarters spil, og efter pausen blev affæren afgjort mod tre scoringer i de sidste 25 minutter.
Kræfterne slap ganske enkelt op for Espanyols spillere, der aldrig var i nærheden af at true Real-stjernerne.
Selv om Cristiano Ronaldo måtte gå målløs fra banen, så havde portugiseren blandt andet et skud på stolpen og var også arkitekten bag Higuans åbningstræffer.
Real Madrid har 13 point efter seks spillerunder, mens Espanyol med seks point er en del af bundkampen.
/ritzau/