Bjarne Riis fortæller, at Alex Rasmussen havde fået lov til at køre, men at det er rytterens egen skyld, at han i sidste ende blev diskvalificeret.
Alex Rasmussen fra Team Saxo Bank sad og varmede op på sin cykel, da han fik at vide, at han var blevet smidt ud af cykelløbet Post Danmark Rundt. Årsagen var, at han manglede at køre en runde på fredagens etape i Vejle. Holdejer Bjarne Riis vidste godt, at hans rytter manglede at køre den sidste omgang, men alligevel kom diskvalifikation som en overraskelse for ham.
- Jesper Worre (løbsdirektør red.) skrev i går aftes, at han alligevel godt måtte køre videre i løbet. Men den beslutning er der nogen, der har brokket sig over. Jeg ved ikke hvem, siger Bjarne Riis.
Men Bjarne Riis understreger dog, at skylden for diskvalifikationen først og fremmest ligger hos Alex Rasmussen.
- I sidste ende er det hans egen skyld, han kan kun lære af det her, siger Bjarne Riis, der beskriver episoden på fredagens etape således:
- Alex sad forrest i en gruppe, da han blev vinket af, mens der mangler en omgang. Han kører hen til bussen og går ind i den. Dan Frost (sportsdirektør på Team Saxo Bank red.), siger til Alex, at han mangler en omgang, men da han kommer ud på ruten, er den spærret af, siger Riis.
/ritzau/