Manchester United-angriberen Wayne Rooney har selv udråbt sin fantastiske saksesparksscoring mod lokalrivalerne fra Manchester City tilbage i 2011 som det flotteste mål i karrieren. Nu får han opbakning fra fodboldfans verden over.
Mere end 300.000 fans har stemt på deres favoritmål i Premier Leagues 20 sæsoner, og 26 procent har peget på Rooneys akrobatiske scoring.
- Jeg har fulgt med i Premier League i hele min barndom, så det er en stor følelse for mig at have scoret det bedste mål i Premier Leagues historie, siger United-stjernen.
Målet blev sat ind mod Manchester City den 12. februar 2011, hvor United vandt 2-1 og med sejren bragte sig otte point foran rivalerne.
Arsenals Dennis Bergkamp fik andenpladsen i afstemningen med 19 procent for sit mål mod Newcastle i marts 2002, og Thierry Henrys scoring mod Manchester United i 2000 skrabede 15 procent af stemmerne sammen.
- Der er så mange gode mål gennem tiderne. Mål, som jeg har set i min stue som dreng. For eksempel af Alan Shearer, Paolo Di Canio, Tony Yeboah eller David Beckham.
- At vinde over dem er en stor ære for mig, og det er jeg stolt af. Jeg vil gerne sige stor tak til alle de fans, som har stemt på mig, siger Rooney.
Selvom Rooney kan glæde sig over sit saksesparksmål i forrige sæson, ser det knap så godt ud for United-mandskabet for tiden.
I mandags tabte Rooney og co. det afgørende lokalopgør mod Manchester City, hvilket kostede førstepladsen i Premier League. Manchester City fører nu ligaen i kraft af en bedre målscore, og der resterer blot to spillerunder.
/ritzau/AFP