Den russiske gymnast Ivan Kuliak er idømt en karantæne på et år for at vise støtte til invasionen i Ukraine.
Et års karantæne koster det en russisk gymnast at vise støtte til invasionen i Ukraine.
Ivan Kuliak er blevet straffet af et disciplinærpanel under Det Internationale Gymnastikforbund, FIG, for at bære bogstavet "Z" på medaljeskamlen.
Bogstavet er malet på russiske kampvogne og køretøjer og ses som et symbol på støtte til invasionen i Ukraine.
Det var under et World Cup-stævne i Doha i marts, at Ivan Kuliak havde symbolet "Z" fremtrædende placeret på sin dragt.
Ivan Kuliak havde vundet bronze og stod ved siden af den ukrainske guldvinder Kovtun Illia på medaljeskamlen.
Straffen betyder, at Ivan Kuliak ikke må deltage i begivenheder eller stævner arrangeret af Det Internationale Gymnastikforbund. Karantænen gælder fra 17. maj 2022, hvor dommen faldt, og et år frem.
I øjeblikket er alle russere og hviderussere udelukket fra at deltage i internationale gymnastikstævner på grund af krigen i Ukraine.
Hvis udelukkelsen af russiske atleter stadig er gældende per 17. maj 2023, vil Ivan Kuliaks karantæne fortsætte og løbe seks måneder længere.
Ivan Kuliak skal også returnere bronzemedaljen og præmiepengene på 500 schweizerfranc. Det svarer til 3550 kroner. Han kan appellere afgørelsen inden for tre uger.
/ritzau/