De russiske ishockeyspillere Dmitri Kalinin og Alexei Yemelin skal afsone karantæne ved VM i ishockey i Sverige og Finland efter fredagens brutale slag mod Sverige.
Det internationale ishockeyforbunds disciplinærudvalg har takseret backen Dmitri Kalinins tackling af Sveriges Johan Franzén til tre spilledages karantæne.
Backen Alexei Yemelin slipper med en dags karantæne for en episode, der også havde Johan Franzén som offer.
Svenskeren brækkede næsen i episoden med Dmitri Kalinin.
Rusland, som foreløbig har lutter sejre ved VM, må undvære begge spillere i den næste gruppekamp mod Tjekkiet.
Dmitri Kalinin skal desuden sidde over i Ruslands sidste gruppekamp mod Italien og i kvartfinalerne.
Rusland vandt kampen med 7-3 over Sverige.
/ritzau/