Terek Grosnij fyrede hollænderen Ruud Gullit som træner efter et 0-1-nederlag på udebane til Amkar Perm.
Ruud Gullit var advaret. Hvis han som træner for fodboldklubben Terek Grosnij ikke skaffede en sejr ude over Amkar Perm i den russiske liga, så ville han blive fyret.
Terek Grosnij tabte 0-1 på et selvmål af Sergei Omelyanchuk i det 90. minut, og så var det slut for Ruud Gullit som styrmand.
Den tidligere AC Milan-spiller har ikke levet op til forventningerne i klubben, som geografisk er placeret i den uroplagede republik Tjetjenien.
I de foreløbig 13 kampe af denne sæson er det kun blevet til tre sejre, mens holdet har tabt syv kampe, og det blev for meget for den utålmodige ledelse.
Det er Tjetjeniens præsident Ramzan Kadyrov, som også er præsident for Terek Grosnij, der varslede fyresedlen til hollænderen i tilfælde af endnu et nederlag.
Og kort efter tirsdagens nederlag faldt dommen fra Kadyrov.
- Gullit kommer ikke til at træne Terek længere. Uheldigvis var han ikke i stand til at bevise sit værd som træner.
- Under hans lederskab har holdet spillet exceptionelt ringe i denne sæson, siger Kadyrov ifølge nyhedsbureauet Interfax.
Ruud Gullit var allerede afklaret med fyringen efter kampen, da han kortfattet fik sagt nogle få ord til en tv-station, som efterfølgende blev oversat af en tolk.
- Jeg tror ikke, det havde ændret noget, hvad enten jeg havde tabt eller vundet, siger Ruud Gullit.
Den tidligere hollandske europamester skrev i januar kontrakt med Terek Grosnij på en kontrakt af halvandet års varighed, men den aftale bliver nu revet midt over.
Klubben ligger fortsat nummer 14 i den russiske liga, blot en placering over nedrykningspladserne.
/ritzau/