Zlatan Ibrahimovic vil ifølge den tidligere danske målmandsstjerne Peter Schmeichel passe perfekt til Manchester United.
Schmeichel optrådte selv for de regerende engelske mestre fra 1991 til 1999.
- Jeg tror, at han er født til at være Manchester United-spiller. Det ville være strålende, siger Schmeichel til den svenske avis Expressen.
Den svenske Paris Saint-Germain-angriber ville især have befundet sig godt i United under den tidligere manager Sir Alex Ferguson. Ferguson er hen over sommeren blevet erstattet af David Moyes.
- Han ville have været utrolig i en klub som Manchester United under Sir Alex.
- Jeg vil sige det sådan her: Han ville aldrig have skiftet klub, hvis han havde arbejdet med Sir Alex. Han ville have ladt Zlatan være Zlatan, siger Peter Schmeichel til Aftonbladet.
Zlatan Ibrahimovic har skiftet klub mange gange i løbet af karrieren, hvor han har leveret mål på samlebånd for Ajax, Juventus, Inter, Barcelona, AC Milan og PSG.
/ritzau/TT