Med 3-1 over West Ham er manager Unai Emery og Arsenal på tavlen i den bedste engelske fodboldrække.
Der måtte et selvmål til, før Arsenal og klubbens nye manager, Unai Emery, lørdag kunne juble over sæsonens første sejr i Premier League.
Efter to nederlag i træk blev det lørdag i tredje spillerunde til en 3-1-sejr over West Ham i en kamp, som først tippede med et selvmål til 2-1.
I overtiden gjorde Danny Welbeck til det slutresultatet 3-1.
Den østrigske West Ham-angriber Marko Arnautovic havde tidligere i første halvleg formøblet en god mulighed i det vakkelvorne Arsenal-forsvar, da han efter 25 minutter afsluttede fladt til 1-0.
Udligningen tegnede venstrebacken, Nacho Monreal, sig for fem minutter senere.
Det var vel også det bedste, Arsenal-forsvaret præsterede i første halvleg, hvor det virkede både hullet og let at løbe om hjørner med.
Til gengæld så det bedre ud i angrebet, hvor kun to pragtredninger af gæsternes målmand, Lukasz Fabianski, forhindrede yderligere mål fra hjemmeholdet, selv om det var uden sygdomsramte Mesut Özil.
Efter 60 minutter måtte Arnautovic udgå, og det gav langt mere ro i Arsenals bageste rækker.
Det gav luft i den anden ende, hvor Alexandre Lacazette ti minutter senere hamrede bolden i retning væk fra målet og ind på gæsternes Issa Diop til 2-1-føring.
Det tippede kampen, og derfra var Unai Emerys første sejr som afløser for Arsène Wenger ikke i fare.