Simon Kjær får nemmere ved at komme i startopstillingen hos AS Roma efter Nicolas Burdissos alvorlige skade.
Det bliver i den kommende tid nemmere for Simon Kjær at komme i startopstillingen hos AS Roma.
Danskerens største rival til en plads i italienernes midterforsvar, argentinske Nicolas Burdisso, blev tirsdag aften alvorligt skadet under en VM-kvalifikationskamp mod Colombia.
Burdisso kom galt af sted med sit venstre knæ og skinneben, da han tacklede colombianeren James Rodriguez efter en halv times spil. Burdisso måtte efterfølgende udgå.
Det argentinske fodboldforbund kalder skaden for alvorlig, og ifølge lokale medier er Burdisso ude de næste seks til otte måneder. Den endelige prognose kommer først, når Burdisso er blevet undersøgt i Rom.
Simon Kjær har på det seneste selv døjet med en fiberskade. Den har betydet, at danskeren meldte fra til de netop overståede venskabskampe mod Sverige og Finland.
/ritzau/