Træner Carlo Ancelotti savnede fokus i slutminutterne, da Chelsea måtte nøjes med 3-3 mod Aston Villa.
Chelsea bragte sig foran 3-2, da der var spillet 89 minutter af søndagens kamp i Premier League mod Aston Villa, men holdet slumrede alligevel ind til sidst og måtte derfor nøjes med 3-3, hvilket i den grad ærgrer træner Carlo Ancelotti.
- Jeg er skuffet, fordi vi arbejdede meget hårdt i anden halvleg på at kæmpe os tilbage i kampen, da vi var bagud med 2-1, siger Ancelotti til Sky Sports.
- Vi gjorde det fantastisk. Vi kom tilbage og scorede til 3-2 og alle troede, at kampen var slut. Men vi skulle have været fokuserede, vi skulle have spillet fem minutter mere, siger han videre.
Med det uafgjorte resultat fortsætter Chelseas slingrekurs i den engelske liga, hvor holdet har spillet skidt de seneste to måneder og blot hentet en sejr i de seneste nu otte kampe.
Ancelotti mener dog, at holdet er på rette vej, selvom han erkender, at pointtabet ikke just forbedrer klubbens situation.
- Vi forbedrer os, vi har mere selvtillid, men vi skulle have vundet denne kamp. Det gjorde vi ikke, og nu bliver det sværere at forberede os til den næste kamp, siger Ancelotti.
Chelsea ligger nummer fem i Premier League. Næste kamp er ude mod Wolverhampton.
/ritzau/