Den tidligere verdensmester Thor Hushovd er slidt og færdig i dette års Giro d'Italia.
Nordmanden, der efter et skuffende forår havde satset på sin første sejr i 2012 i det italienske etapeløb, stod fredag af efter 89 kilometer af den 207 kilometer lange 6. etape mod Porto Sant'Elpidio.
Det meddeler nordmandens arbejdsgiver, BMC Racing Team, på Twitter.
Allerede på holdtidskørslen for to dage siden viste Hushovd svaghedstegn, da han ligesom danske Alex Rasmussen fra Garmin-Barracuda ikke formåede at holde trit med sine holdkammerater.
Hushovd, der blev verdensmester i 2010, har fået spoleret størstedelen af sæsonen på grund af sygdom og styrt.
Næste opgave for den 34-årige rytter bliver Schweiz Rundt, der begynder den 9. juni.
/ritzau/