Alberto Contador var ikke heldig på fredagens etape af Vuelta a Castillo y Leon, hvor han tabte to minutter.
Alberto Contador havde ikke nogen specielt god dag på de spanske landeveje, da tredje etape af Vuelta a Castillo y Leon blev kørt.
Først punkterede Saxo Bank-Sungards kaptajn på næstsidste stigning af etapen, men med hjælp fra Richie Porte blev han igen kørt frem i forreste gruppe.
Alligevel måtte Contador indkassere et tidstab på mere end to minutter, fordi han punkterede endnu engang - denne gang blot to kilometer før målstregen.
- Det er bare en af de dage, hvor alt held udebliver og man bliver forfulgt af hændelige uheld. Alberto punkterer to gange, og timingen er absolut forfærdelig, siger sportsdirektør Philippe Mauduit til holdets hjemmeside.
Etapen blev vundet af Filippo Savini fra Colnago, mens løbet føres af Bauke Mollema. Alberto Contador er 2,52 minutter efter den førende hollænder.
/ritzau/