Spaniens fodboldlandstræner, Vicente del Bosque, øjner et hattrick af titler, efter at spanierne onsdag aften spillede sig i EM-finalen med en 4-2-sejr over Portugal efter forlænget spilletid og straffesparkkonkurrence.
- Disse spillere har allerede oplevet så mange store kampe sammen. Nu skal de bare give deres bedste en gang mere, siger træneren, som selv førte Spanien til tops ved VM i 2010 og så til fra sidelinjen i 2008, hvor Spanien triumferede ved EM.
Vicente del Bosque kalder sejren i semifinalen for lidt heldig.
- Det var en meget lige kamp. Vi var måske lidt bedre i den forlængede spilletid. Portugiserne så lidt trætte ud. Før det havde vi få chancer. Det var ikke let at komme frem til chancer mod deres forsvar.
- Til sidst havde vi heldet i straffesparkkonkurrencen, konstaterer træneren.
FC Barcelona-spilleren Cesc Fabregas scorede det afgørende 4-2-mål.
- Jeg fik at vide, at jeg skulle tage det andet spark, men jeg sagde nej. Jeg ville tage det femte spark, siger den tidligere Arsenal-stjerne, der via den ene stolpe fik sendt bolden i mål.
/ritzau/DPA/Reuters