Selv befandt Ståle Solbakken sig på Farum Park for at overvære FC Nordsjælland og Elfsborg i kvalifikationen til gruppespillet til Europa League, da lodtrækningen til den fineste klubturnering formede sine otte puljer.
Fra stadion i Farum kunne den nye norske træner konstatere, at FC København skal møde Real Madrid, Juventus og Galatasaray i Champions Leagues gruppespil.
- Det er dødens gruppe, hvis du fjerner os. Men jeg har ikke fulgt lodtrækningen, siger Ståle Solbakken til VG.
Han har endnu ikke brugt megen tid på at tænke på den europæiske turnering.
- Vi har ikke tænkt på Champions League og har ikke engang set lodtrækningen. Men jeg blev informeret om det færdige resultat. Vi må bare nyde øjeblikket, siger Ståle Solbakken.
Han har tidligere ført FC København videre fra gruppespillet.
Det var i sæsonen 2010/2011, da FCK sluttede nummer 2 efter Barcelona i en gruppe, der også talte Panathinaikos og Rubin Kazan. Dengang tabte FCK til Chelsea i ottendedelsfinalerne.
/ritzau/