Målmand Stephan Andersen er blevet fortalt, at han er købt ind som førstevalg i franske Evian.
Stephan Andersen satte tirsdag sin underskrift på en toårig aftale med franske Evian, og det gjorde den danske målmand med forventningen om, at han bliver klubbens førstevalg mellem stængerne.
- Der er aldrig garantier i fodbold, men jeg er blevet fortalt, at jeg er blevet købt som førstevalg, og skal spille, så det er det, jeg forholder mig til, siger målmanden til TV2 Sporten.
- Men der er ingen garantier, så jeg skal bevise til træning, og de kampe jeg måtte få, at jeg er berettiget til spilletid, tilføjer han.
Målmanden er vemodig over at forlade Brøndby.
- Det er vemodigt. Jeg har altid set Brøndby som min klub. Når det er sagt, så håber jeg, at hvis muligheden opstår, at jeg kan vende tilbage igen, siger Stephan Andersen.
/ritzau/