Håndboldanføreren stod over lørdagens træning, men det er helt efter planen. Knæet gør fortsat fremskridt.
Der er positive meldinger fra landsholdsanfører Stine Jørgensen, der fredag aften fik comeback ved håndbold-EM blot halvanden måned efter en knæoperation.
Jørgensen mærker ikke nogen form for ubehag i det opererede knæ, selv om hun fik 35 minutter i begivenhedernes centrum i den intense kamp.
- Knæet reagerede rigtig godt, og der er ikke kommet nogen reaktion, siger hun.
Hun deltog ikke i holdtræningen på gulvet i kamparenaen i Nantes lørdag eftermiddag. Mens holdkammeraterne spillede håndbold, lavede hun øvelser med fysioterapeut Mikkel Hjuler.
Det er dog helt efter planen.
- Det skyldes, at vi skal passe på knæet. Vi følger den plan, der er lagt. Jeg håber, det bliver ved med at gå fremad, og at jeg fortsat kan lægge på, siger Stine Jørgensen.
Hun begyndte EM på udskiftningsbænken, men måtte hurtigt i aktion, fordi det danske hold kom dårligt fra start mod Sverige.
Anføreren var med til at give angrebsspillet struktur, bidrog selv med to scoringer og kunne ikke have ønsket sig et bedre comeback.
- Det var helt fantastisk, virkelig en fed, fed åbningskamp for os. På mange måder spillede vi en god kamp, så jeg kan ikke være andet end glad, siger Stine Jørgensen.
Det danske landshold spiller igen søndag eftermiddag, hvor modstanderen er Polen.