Spanien spillede 1-1 mod England ved U/21-EM. Danny Welbeck udlignede for England kort før tid.
Der var dømt stormøde på MCH Arena i Herning, da Spanien søndag spillede 1-1 mod England ved U/21-EM.
Manchester United-spilleren Danny Welbeck udlignede for englænderne kort før tid.
Det lignede ellers længe en spansk åbningssejr ved EM, efter Athletic Bilbao-talentet Ander Herrera havde bragt Spanien foran efter et kvarter.
England havde et par sporadiske forsøg og forsøgte resten af kampen at få udlignet, men spanierne så ud til at holde stand, inden Welbeck slog til i det 88. minut.
I den forgangne sæson har han været udlejet fra United til Sunderland, men måske slutrunden på dansk grund kan få manager Alex Ferguson til at tro lidt mere på sin offensive guldfugl.
Spanien stillede overraskende nok op med Barcelona-spilleren Bojan Krkic på bænken, og angriberen kom tilmed først på banen 10 minutter før tid.
I gruppens anden kamp besejrede Tjekkiet Ukraine med 2-1. Resultaterne betyder, at tjekkerne og spanierne fører gruppen med maksimumpoint efter én kamp.
Onsdag mødes netop Spanien og Tjekkiet i den næste runde i gruppen. England skal op imod Ukraine i en kamp, hvor begge hold er pisket til at vinde.
/ritzau/