Den tidligere AaB-profil Thomas Augustinussen er træt af at være bænkevarmer i Red Bull Salzburg. Han vil væk fra den østrigske klub.
Thomas Augustinussen har haft det svært, siden han i sommeren 2009 skiftede AaB ud med den østrigske mesterklub Red Bull Salzburg. Kun 12 kampe blev det til i midtbanespillerens første sæson i klubben.
Det er ikke nok kampe, så nu vil Thomas Augustinussen væk fra klubben, lyder det fra spillerens agent, John Sivebæk.
- Vi kigger efter noget andet til Thomas. Det er ikke holdbart i Salzburg. Han spiller ganske enkelt for lidt. Klubben virker samarbejdsvillig og vil gerne slippe ham. Det er min fornemmelse, siger Sivebæk til tipsbladet.dk.
En returbillet til Superligaen ønsker Thomas Augustinussen ikke.
- Vi har fået nogle løse henvendelser, men det er stadig for tidligt at sige, om de bliver til noget. Lige nu kigger vi på de muligheder, der er, men det ligger fast, at Thomas gerne vil blive i udlandet, siger John Sivebæk.
/ritzau/