Efter en tidlig hviledag mandag i etapeløbet Polen Rundt var der norsk jubel på tredje etape tirsdag, hvor rytterne var ude på 226 kilometer fra Krakow til Rzeszow.
Thor Hushovd fra BMC-mandskabet var stærkest i den massespurt, som det endte med, efter et udbrud ellers var meget tæt på at holde til mål.
Men på den sidste af tre afsluttende omgange på en seks kilometer lang strækning blev udbruddet hentet, og så kunne nordmanden juble på stregen efter en tæt spurt.
- Hele holdet leverede et godt stykke arbejde i dag. Jeg er glad for denne sejr, jeg var ret selvsikker i dag, og holdet troede også på mig. Det hjalp virkelig, sagde Hushovd efter sejren til det norske nyhedsbureau NTB.
I den samlede stilling holdt polakken Rafal Majka fra Saxo-Tinkoff fast i sin samlede føring i løbet.
Der forsøges et nyt system med diverse bonussekunder i løbet, hvorfor der uddeles bonussekunder undervejs på etaperne.
Majka skal forsøge at holde fast i føringerne de kommende dage. Der resterer endnu fire etaper i løbet, blandt dem en enkeltstart.
Danske Chris Anker Sørensen (Saxo-Tinkoff) er samlet nummer seks - ni sekunder efter Majka.
/ritzau/