Stefano Pirazzi og Nicola Ruffoni er smidt ud af Giro d'Italia, da de har benyttet et forbudt væksthormon.
Giro d'Italia er blevet ramt af en dopingskandale, allerede før det italienske cykelløb er kommet i gang.
Mindre end et døgn før fredagens start er to ryttere smidt ud af løbet på grund af doping.
Det drejer sig om de to italienere, Stefano Pirazzi og Nicola Ruffoni, der har benyttet et forbudt væksthormon. Rytterne kører for Bardiani-holdet, der også er italiensk.
30-årige Pirazzi vandt i 2013 bjergtrøjen i Giroen. Den fire år yngre Ruffoni er i gang med sin fjerde sæson som professionel.
Rytterne blev testet uden for konkurrence 25. og 26. april.
Arrangørerne af det italienske etapeløb kom med nyheden om de to dopede ryttere umiddelbart efter en storslået præsentation i fredagens startby Alghero.
I år køres Giroen for 100. gang. Løbet slutter 28. maj i Milano.