Den danske dominans fortsætter ved EM i badminton, hvor de rød-hvide var repræsenteret i stort tal i alle rækker i torsdagens kvartfinaler.
Det var dog ikke alle danskere, der slap fra torsdagens opgør med en sejr.
Således måtte den topseedede mixeddouble bestående af Joachim Fischer og Christinna Pedersen sige farvel efter nederlag til de syvendeseedede polakker, Robert Mateusiak og Nadiezda Zieba i to sæt.
Der er dog stadig gode danske vinderchancer i rækken, idet Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl vandt deres kvartfinale over det tyske par Michael Fuchs og Birgit Michels.
Også Mads Pieler Kolding og Julie Houmann er semifinaleklar over sejr i tre sæt over de tredjeseedede russere, Alexandr Nikolaenko og Valeri Sorokina.
Der er i øvrigt garanti for en dansk finaledeltager, idet de to tilbageværende danske par møder hinanden i semifinalen.
Den anden semifinale bliver et anliggende mellem Fischer/Pedersens banemænd og den britiske duo Chris Adcock og Imogen Bankier.
/ritzau/