Alberto Contador forsvarer ikke sidste års sejr i Vuelta a España. Bjarne Riis' spanske topnavn holder sig fra det store etapeløb for udelukkende at tænke på næste års Tour de France.
Det fortæller Contador selv til den belgiske tv-station Sporza. For ham handler nu om næste års Tour de France, fordi han ikke mener, at han i år har været på det niveau, han ønsker.
- Jeg forsvarer ikke min sejr. Det eneste jeg kan tænke på, når Touren slutter i morgen, er næste års Tour, siger han ifølge belgiske og hollandske medier.
Alberto Contador kom sidste år i sensommeren tilbage fra sin dopingkarantæne og vandt Vuelta a España efter hård kamp med landsmændene Joaquim Rodriguez og Alejandro Valverde.
Valverde har tidligere meldt ud, at han kører Vueltaen igen. Det samme har vinderen af Giro d'Italia, Vincenzo Nibali, som skal bruge løbet som forberedelse til VM på hjemmebane i Italien.
/ritzau/