Matti Breschel, som torsdag udgik af Vuelta a España, skal opereres fredag. Hans VM-udsigter er endnu uklare.
Det danske VM-håb i cykling Matti Breschel skal opereres i hånden, efter at han torsdag udgik af cykelløbet Vuelta a España.
Rabobank-rytteren, som styrtede i den neutrale zone inden starten på 6. etape, har flere skader efter styrtet, skriver spn.dk.
Han har hudafskrabninger på det meste af kroppen, og så har han fået et slag i brystregionen, som giver smerter i danskerens brystkasse og ribben.
To fingre på højre hånd er derudover brækkede, og de skal ordnes i Holland, siger Rabobanks pressechef, Luuc Eisenga, til spn.dk.
- Han skal opereres, og han bliver opereret i morgen på vores hospital hjemme i Holland, siger Luuc Eisenga.
Først efter operationen fredag kan man sige mere om skaden.
- Den næste update er i morgen, og hvis operationen går, som den skal, skal han hvile sig i en uge, og så skal han kigges på igen, siger Luuc Eisenga.
VM bliver kørt om en måned i København.
Matti Breschel vandt sidste år sølv i VM-linjeløbet på landevej, og han har tidligere også vundet VM-bronze. /ritzau/