Den midtjyske superligaklub havde et stort underskud i det seneste regnskabsår. Men det går den rigtige vej.
FC Midtjylland fremlægger et underskud på 21,5 millioner kroner for det seneste regnskabsår.
Til trods for det kæmpestore underskud så fortæller formand, Bo Olesen, i en pressemeddelelse, at det går fremad. I forhold til det foregående år er det nemlig en forbedring på 36,9 millioner kroner.
- Selvfølgelig er resultatet ikke tilfredsstillende - men et stort skridt i den rigtige retning frem mod et overskud i sommeren 2013, siger Bo Olesen.
Underskuddet er et resultat af et bevidst valg, da ledelsen har besluttet ikke at sælge spillere i sommerpausen.
Og fremadrettet regner klubben ikke med økonomiske problemer, da man netop har indgået et samarbejde med den indiske erhvervsmand Shrinivas Dempo.
Dempo har betalt 70 millioner kroner for 34 procent af aktierne.
- For FCM er der store perspektiver. Vi træder nu ind i et nyt kapitel i klubbens historie. Vi skal arbejde langsigtet, og vi skal arbejde hårdt med at styrke vores talentudvikling og skabe kontinuitet. Vi skal målrettet arbejde på at løfte FC Midtjylland til et højere niveau, siger Bo Olesen.
Omsætningen i regnskabsåret, der er gældende for 2010/11, var på 74 millioner kroner.
/ritzau/