Karantæneramte Arsène Wenger dirigerede ulovligt sine spillere fra tribunen i Champions League-kvalifikationen
Manager Arsène Wenger må holde sig væk, når Arsenal på onsdag skal forsøge at spille sig i Champions Leagues gruppespil mod Udinese.
Årsagen er, at Wenger kommunikerede ulovligt med sin assistenttræner Pat Rice, da franskmanden afsonede en karantæne i det første møde på Emirates Stadium.
Det har udløst to spilledages karantæne til Wenger, der på tribunen skrev små sedler til Arsenals first team coach Bora Primorac, som var i telefonisk kontakt med Pat Rice på bænken.
Det har Uefa takseret som et brud på forbundets regelsæt.
Arsenal vandt det første opgør mod Udinese med 1-0, og der venter derfor et spændende returopgør i Italien.
Arsène Wenger har ikke fået den bedste start på sæsonen med Arsenal, der i weekenden tabte med 0-2 på hjemmebane til Liverpool.
/ritzau/