Landstræner Ulrik Wilbek vil fordele kræfterne i kampen mod Sverige - men han vil også vinde.
Selv om opgøret mellem Sverige og Danmark kun har betydning for, hvem der slutter som etter og toer i puljen, vil man ikke se et dansk hold, der lægger sig frivilligt ned.
Det gør landstræner Ulrik Wilbek klart på hviledagen mandag.
- Det giver ingen mening at stille op til en kamp uden at spille igennem. Derfor går vi ud med den hensigt at vinde, men så kan det godt være, at vi i nogle situationer ikke rammer 102 procent, siger han.
Wilbek afviser derfor også, at man vil se et dansk landshold, der ikke er motiveret for at slå svenskerne.
- Man kan vel sammenligne det med den kamp, vi spillede mod svenskerne i Kolding inden VM. Det var også en træningskamp, som ikke betød noget, men vi ville stadig vinde den, siger han om opgøret, der i øvrigt endte 29-29.
I morgendagens mellemrundekamp vil landstræneren benytte lejligheden til at prøve nogle ting af undervejs, og så har han tænkt sig at skifte flittigt ud, så ingen spillere lider overlast.
- Vi skulle gerne have bragt alle mand i spil, og jeg vil nok også give fløjene en halvleg hver, siger han.
Eneste spiller, der på nuværende tidspunkt er en smule tvivlsom, er playmakeren Rasmus Lauge. Han fik et skrub mod Argentina, som stadig driller en smule.
/ritzau/