Caroline Wozniacki tabte natten til lørdag i doubleturneringen og kan nu fuldt ud koncentrere sig om singleturneringen, hvor danskeren er topseedet.
Det er i single, Caroline Wozniacki har sin store styrke, og ganske som ventet blev danskeren sammen med sin slovakiske makker, Daniela Hantuchova, i nat sendt ud af doubleturneringen.
Det skete efter et nederlag i to tætte sæt til amerikanerne Bethanie Mattek-Sands og Meghann Shaughnessy, som vandt 7-6, 6-4.
De to amerikanere er seedet som nummer 15 i doubleturneringen, og Caroline Wozniacki har hele tiden brugt doublekampene som træning.
Lørdag aften skal Wozniacki i tredje runde møde taiwaneren Chan Yung-Jan, som er nummer 77 på verdensranglisten.
/ritzau/