Første forhindring i årets French Open fejede Caroline Wozniacki af vejen i opmuntrende stil, da hun nedkæmpede græske Eleni Daniilidou i turneringens første runde.
På lidt over en time havde Wozniacki vundet kampen på det franske grus med cifrene 6-0, 6-1.
Danskeren fik en forrygende start på kampen ved at vinde 13 dueller i træk, og grækeren blev først noteret på pointtavlen, da Wozniacki havde opbygget et solidt forspring på 3-0.
Eleni Daniilidou fik faktisk ikke en fod til jorden i første sæt, som var overstået på under en halv time, og der var egentlig ingen grund til lukke grækeren ind i kampen - men det gjorde danskeren nu alligevel.
Fighterviljen vågnede hos Daniilidou mod slutningen af første sæt, og den tog hun med sig til det næste, hvor hun hjemtog sit første sætpoint til stillingen 1-1.
Det var de to spilleres tredje møde. Wozniacki vandt det første opgør i 2006, mens grækeren vandt en kamp i Seoul året efter.
Den tidligere verdensetter har haft et ujævnt forår, og hun har ikke vundet en eneste turnering i år - selv ikke WTA-turneringen i Farum formåede danskeren at hjemtage sejren i.
Fysikken har plaget Wozniacki ved flere lejligheder, men præstationen ved førsterundekampen på Roland Garros signalerer, at formen aktuelt er god.
Det gik ligeledes legende let for Maria Sharapova, som vandt 6-0, 6-0 over Alexandra Cadantu i en kamp, der var overstået på sølle 48 minutter.
/ritzau/