Færge fra Manhattan til Staten Island brager ind i terminal. Det kan være en mekanisk fejl, siger New Yorks myndigheder.
Mange passagerer kom til skade, da en pendlerfærge i New York af uforklarlige grunde gassede op, da den skulle lægge til ved Staten Island.
- Den hamrede lige ind i dokken. Der var en ung kvinde med sine børn, og de fløj bogstavelig talt gennem luften, siger en passager.
Et andet øjenvidne siger, at der udbrød panik ved kollisionen.
Passagerer siger, at færgen tilsyneladende satte farten op, da den nærmede sig anløbsrampen.
- Det ser ud som om, det var et mekanisk problem, siger den ansvarlige for New Yorks transportmyndigheder, Janette Sadik-Khan.
Kaptajnen har formentlig været ude af stand til at sænke farten, da han nærmede sig Staten Island lidt over halv times sejlads fra Manhattan.
Sadik-Khan oplyser, at 37 kom til skade, da skibet ramlede mod land. 17 måtte sendes på hospitalet.
Det var samme færge, som i 2003 med stor kraft ramte ind i terminalen på Staten Island. Ulykken dengang kostede 11 mennesker livet.
Færger transporterer hvert år 20 millioner mennesker mellem Staten Island og Lower Manhattan.
/ritzau/Reuters