Omkring 5000 mennesker mødte op ved Ground Zero for at vise deres respekt for ofrene for 11. september.
Overraskende rolig.
Sådan beskriver en dansk studerende i New York stemningen foran Ground Zero i New York, hvor omkring 5000 mennesker var mødt op for at vise deres respekt og få et glimt af den amerikanske præsident Barack Obama.
Præsidenten mødte kort før klokken 19.30 dansk tid op på den plads, der for 10 år siden lagde grund til World Trade Center, for at vise sin respekt for de mange tusinde ofre for terrorangrebet i 2001.
- Stemningen var meget afdæmpet. Der stod en masse mennesker, som faktisk ikke sagde noget, fortæller Sara Sjölin, som studerer økonomi og journalistik på New York University.
- Jeg var her også i søndags, hvor der var kæmpe folkefest med sang, musik og folk der klatrede i lygtepælene, fortsætter Sara Sjölin med henvisning til den gadefest, amerikanere holdt, da nyheden om Osamas død nåede
- Men i dag virkede det som, de fleste var her for at se Obama. Der var enormt mange turister.
Enkelte merchandisehandlere forsøgte også at tjene lidt penge på Obamas besøg - blandt andet med t-shirts med påskriften "Obama got Osama".
- Men jeg så ingen med den slags t-shirts, og heller ikke særlig mange bannere og amerikanske flag. Folk var overraskende rolige, siger Sara Sjölin, som kun så en enkelt råbe op i den store menneskemængde.
- Der var en fyr, som stod oppe ved hegnet i et kvarter og råbte til Secret Service, at han ville aflevere et brev til Obama.
"God Bless America, she doesn't know the trouble she's in. Watch her pretty face, God Bless America," stod der på brevet, som den ivrige fyr trods talrige tilråb ikke fik lov at aflevere til præsidenten.
Blandt de mange fremmødte var også Bryan Hughes fra New Jersey, som var tilbage på Ground Zero for første gang, siden han i 2001 var med til at rydde op efter de to tårnes kollaps.
- Det er underligt at være tilbage, men nu er det rigtige tidspunkt at gøre det, for nu er der kommet en afslutning på det hele. I dag er jeg stolt over at være amerikaner, siger Bryan Hughes.
/ritzau/