Antallet af døde efter weekendens mineulykker i Sibirien er nu oppe på 43. 47 savnes stadig.
Dødstallet bliver ved med at stige som følge af flere eksplosioner i en af Ruslands største miner, Raspadskaja, i det vestlige Sibirien.
De russiske myndigheder oplyser tirsdag morgen, at mindst 43 mennesker har mistet livet, mens 47 fortsat sidder indespærret i minen.
Ruslands premierminister Vladimir Putin er ankommet til regionen og har besøgt nogle af de kvæstede arbejdere fra ulykken på hospitalet. Han vil senere tirsdag rejse ud til minen.
Kulminen blev ramt af den første metangas-eksplosion lørdag aften, hvor 350 minearbejdere var i fuld gang med gravearbejdet i de dybe skakter.
Få timer senere, da redningsmandskabet havde gravet sig ned i minen for at hente de omkomne, skete der en ny eksplosion.
19 af de dræbte var redningsfolk og af frygt for flere eksplosioner blev 500 nye redningsarbejdere holdt tilbage, men sent søndag trængte de atter ned i minen.
Situationen blev om muligt endnu værre, da minen blev ramt af oversvømmelser. Hver time flyder omkring 2000 kubikmeter vand ind i gangene.
Russiske myndigheder efterforsker sagen for at se, om der er udvist uagtsomhed med hensyn til sikkerhedsreglerne i kulminen.
/ritzau/Reuters