Lørdagens blodige bombeanslag mod en skole i italienske Brindisi er sandsynligvis et enkeltstående angreb.
Det fastslår den italienske anklagemyndighed, som leder efterforskningen.
- Den mest sandsynlige hypotese er, at det er en isoleret handling, som en enkelt person står bag, siger Marco Di Napoli på en pressekonference i den sydøstlige havneby, som stadig er rystet efter lørdagens begivenheder.
Bombeangrebet rystede erhvervsskolen Francesca Morvillo Falcone, da eleverne var på vej ind i klassen omkring klokken 7.45.
Eksplosionen kostede en 16-årig pige livet og kvæstede adskillige andre - heraf flere alvorligt.
De intetanende erhvervsskolelever var på vej til lørdagsundervisning, da en sprængladning detonerede foran skolen og slog de unge italienere omkuld med sin voldsomme varme og trykbølge.
Så udbrød der panik.
- Jeg så alt falde til jorden. Jeg kan ikke huske andet. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer tilbage. Der mangler noget nu, fortalte en anonym elev lørdag efter bombeanslaget, der har chokeret Italien og efterladt Brindisi i tårer.
Bomben var tilsyneladende bygget af en eller flere gascylindre og gemt bag en container ved indgangen til skolen.
/ritzau/AFP