Chefen for Den Internationale Valutafond er mistænkt for at have begået et seksuelt overgreb på en stuepige.
Dominique Strauss-Kahn, chefen for Den Internationale Valutafond (IMF), er blevet anholdt i New York for et seksuelt overgreb, skriver avisen New York Times.
IMF-topchefen er mistænkt for at have forulempet en stuepige seksuelt på et hotel.
Avisen citerer myndighederne i New York for, at Strauss-Kahn blev anholdt få minutter før, at han skulle flyve til Paris fra John F. Kennedy-Lufthavnen i New York.
Overgrebet på stuepigen skulle angiveligt være sket lørdag på et hotel på Times Square.
Strauss-Kahn anses for at være en af frontløberne i kampen om at blive de franske socialisters præsidentkandidat i 2012.
Grænsemyndighederne reagerede på informationer fra politiet i New York, der efterforsker et brutalt angreb på en kvindelig ansat på Sofitel New York, som ligger i hjertet af byens teaterdistrikt.
IMF-topchefen blev eskorteret af sit fly af grænsemyndighederne og opholder sig i øjeblikket på en politistation på Manhatten ifølge New York Times.
En talsmand fra New Yorks politi siger til nyhedsbureauet Reuters, at Strauss-Kahn er i politiets varetægt og bliver afhørt i sagen.
Den franske topdiplomat har tidligere været involveret i en sexskandale. I 2008 undskyldte han offentligt en affære med en underordnet. Kvinden, en ansat i IMF's Afrika-afdeling, forlod sit job på grund af sagen.
Det lykkedes dengang IMF-bossen at beholde sit job, da den internationale finanskrise krævede organisationens fulde opmærksomhed.
Strauss-Kahn er gift med Anne Sinclair, som er en kendt fransk nyhedsjournalist.
/ritzau/