Israel giver aktivister skylden for blodbad. De begyndte selv ved at gå til angreb på israelske elitesoldater, der bordede nødhjælpsskibe.
Israel giver aktivisterne om bord på Gazakonvojen skylden for det blodbad, der udspillede sig tidligt mandag morgen, da israelske elitesoldater stormede nødhjælpsfartøjerne. Mindst 10 passagerer er dræbt.
- De indledte voldshandlingerne, siger Mark Regev, der er talsmand for den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.
- Vi har gjort alt, hvad der har stået i vores magt for at undgå denne episode. Soldaterne har fået ordre på, at der er tale om en politiaktion, og at de skulle udvise tilbageholdenhed, tilføjer han.
- Desværre blev de angrebet af folk om bord på skibene med livsfarlige våben i form af jernrør, knive og skydevåben.
/ritzau/AFP