Kina ønsker at udbygge fremtidigt "strategisk samarbejde" med Europa.
Kinas premierminister, Wen Jiabao, har i drøftelser med forbundskansler Angela Merkel lovet, at Beijing vil fortsætte med at "handle praktisk" for at støtte Europa i dets kamp for at komme ud af gældskrisen.
- Dette afspejler ånden i Kinas og Europas omfattende strategiske forhold, og det vil gavne en stabil økonomisk genopretning og vækst i verden, sagde den kinesiske premierminister ifølge det officielle nyhedsbureau Xinhua.
Han fremsatte erklæringen i en telefonsamtale med den tyske regeringsleder, som takkede Wen for Kinas støtte under krisen og pointerede, at de kinesiske signaler har styrket tilliden til Europa.
Der er ikke offentliggjort detaljer om, hvilke "praktiske handlinger" Kina vil tilbyde, men Beijing har tidligere lovet at købe flere europæiske statsobligationer.
Økonomiske iagttagere siger, at kinesiske investeringer i europæiske statsobligationer giver god mening for Kinas eksportorienterede økonomi, da Beijing ønsker at sprede dets interesser væk fra dollaren og støtte vigtige eksportmarkeder.
/ritzau/AFP