En mand er skudt og dræbt i Malmø. Politiet eftersøger drabsmanden med hunde og helikoptere.
En mand i 25-års-alderen er brutalt skudt ned og dræbt i Malmø lidt over middag.
Drabet fandt sted i bydelen Limhamn i den vestlige del af Malmø. Øjenvidner siger, at drabet ligner en likvidering.
Den dræbte er ramt af skud i hovedet og ligger mellem to biler, skriver avisen Sydsvenskan på sit web-side.
En sortklædt mand er set flygte fra drabspladsen, og han jages i øjeblikket af et stort antal betjente med hunde og fra en helikopter.
Politiet har afspærret et nærliggende beboelsesområde, da den mistænkte drabsmand er set i området.
Den dræbte er endnu ikke identificeret, oplyser politiet klokken 14.30.
Malmø har været ramt af flere drab og drabsforsøg i den senere tid. De fleste betegnes som opgør i den kriminelle underverden.
/ritzau/